Udover arbejde og forfatterskab fylder træning også en del i mit liv. Jeg nyder at gå lange ture i naturen. Hen over de seneste 7 år har jeg desuden samlet nogle skavanker op, som kræver regelmæssig træning.

Nakken

Tilbage i foråret 2016 blev jeg påkørt af en anden cyklist, da jeg var på vej på arbejde. Det kostede en tur i asfalten, en flækket cykelhjelm og en kraftig hjernerystelse. Et år efter døjede jeg stadig meget med nakkesmerter og følsomhed over for lys – særligt blinkende lys og hurtigt skiftende billeder. Jeg blev undersøgt af en neurolog, som mente, at jeg muligvis havde fået et lille piskesmæld. Det var dog ikke noget, han skrev i min journal.

Efterfølgende blev jeg tilset af en fysioterapeut ved FysioDanmark, som vurderede, at slaget havde gjort mine nakkemuskler sensitive. Siden da har jeg lavet nakkeøvelser næsten hver dag. Springer jeg øvelserne over bare tre dage, betaler jeg prisen med ømme og fastlåste nakkemuskler. Og der kan nemt gå op til en uge, før de er løsnet op igen.

Den største udfordring ved at have sensitive nakkemuskler er, at jeg altid skal tænke over, hvordan jeg sidder. Når jeg er til fysiske møder på mit arbejde, skal jeg helst sidde med front mod den, der taler. Alternativt må jeg kigge ligefrem og så en gang imellem dreje hovedet for at vise, at jeg lytter, selvom det måske ikke ser sådan ud. Kommer jeg til at sidde skævt, resulterer det i nakkesmerter resten af dagen og nogle gange også den næste dag.

Ryggen

I efteråret 2018 blev jeg ramt af akutte smerter i lænden. En undersøgelse ved en fysioterapeut afslørede, at jeg havde irriterede facetled i lænden. Eller sagt på almindeligt dansk: forstadiet til diskusprolaps. Jeg blev sendt hjem med et rygtræningsprogram og besked om at lave øvelserne to gange om ugen. I perioder er det lykkes. Til andre tider har jeg været gået i stå. Når jeg får lavet øvelserne og sørger for at bruge hævesænkebordet på mit arbejde, er jeg stort set smertefri.

Derudover går jeg på et træningshold hos FysioDanmark en gang om ugen. Det fantastiske ved dette hold fremfor at gå i fitnesscenter er, at vi alle har skavanker. Der er derfor ikke det samme pres som på et typisk fitnesshold. Tværtimod. Fysioterapeuten roser, når hun kan se, at vi har udviklet os, og kommer med alternative øvelser, når der er noget, vi ikke kan. Men hun kan nu også finde på at sige, at vi skal tage nogle tungere håndvægte.

Skavanker sætter begrænsninger

Mine ryg- og nakkegener sætter nogle begrænsninger. Jeg kan f.eks. ikke sidde og læse en hel dag, fordi jeg kommer til at holde nakken i en fastlåst position. Det udløser ømhed i minimum en dag bagefter. Jeg kan heller ikke sidde en hel dag foran computeren for at skrive på mine historier, for så er min ryg færdig bagefter.

Det betyder, at jeg ikke altid kan lægge alle de timer i mit forfatterskab, som jeg kunne ønske mig. Og at manuskripter derfor kan være meget længe undervejs. I perioder kan det være meget frustrerende for mig. Jeg øver mig dog i ikke at lade det gå mig på men i stedet acceptere, at det er mine vilkår. Så længe jeg sørger for at holde pauser, hvor jeg f.eks. laver nogle øvelser, kan jeg jo godt arbejde mange timer i streg på et manuskript.

For sindet

Der er tre primære årsager til, at jeg nyder at snøre traveskoene. For det første nyder jeg at gå lange ture for den friske luft og motionens skyld. Modsat mange andre har jeg hverken musik eller en lydbog i ørerne, når jeg går. Jeg nyder at høre fuglene synge, vinden ruske i træer og grene samt bølgeskvulp fra Limfjorden.

For det andet er det en god måde at bekæmpe skriveblokering. Jeg har flere gange oplevet at sidde håbløst fast i et afsnit, et kapitel eller noget helt tredje. Efter en rask gåtur var brikkerne faldet på plads, og jeg fandt tilbage i mit flow. Ofte har jeg også fået nye ideer til historier eller elementer i en historie undervejs.

For det tredje hjælper gåture til at få parkeret frustrationer, bekymringer og dårlige oplevelser/dage. Jo dårligere mit humør er, jo vigtigere er det, at jeg kommer ud at gå en tur selv i rask trav. I mit sind får jeg skældt ud/brokket mig over de ting, der går mig på. Jeg får dem så at sige puttet i kasser og sat væk, så de ikke fylder i mit hoved. Af og til får jeg også andre perspektiver på, som kan gøre det lettere at acceptere ting, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Nogen vil sikkert mene, at træning fylder for meget i mit liv. Jeg håber, at overstående giver et indblik i, at det ikke skyldes fanatisme, men er vilkår for mig for at have flest muligt gode dage.