Jeg må erkende, at børnebogen Sønæserne efterhånden er ved at blive et evighedsprojekt. Da jeg læste manuskriptet igennem i starten af året, var jeg rimelig fortrøstningsfuld. Ja, jeg havde ligefrem en tro på, at Sønæserne kunne blive færdig i år.

Mange rettelser

Efter at have gennemgået hele manuskriptet og foretaget en del rettelser har jeg indset, at der er lang vej endnu. Jeg har stadig 2½ siders bemærkninger til historien, som primært omhandler sætninger og afsnit, der skal omformuleres. Hvis jeg kommer ind i et godt flow, behøver det ikke tage mere end en weekend at foretage disse rettelser.

Herudover er jeg blevet opmærksom på, at jeg har en del ord, som optræder alt for mange gange i historien. Der bliver gået og set rigtigt meget. Og jeg kaster om mig med synonymer for disse to ord i stor stil. Jeg har allerede foretaget ændringer de steder, hvor det var nemt at skrive noget andet, eller hvor en sætning var direkte overflødig. Den store udfordring er, at opgaven med at variere sproget vokser sig kæmpestor i mit hoved. Jeg er nok kørt lidt fast.

Jeg havde en plan om, at første runde af redigeringen ville ende ud i, at alle kapitler var navngivet. Sådan er det ikke gået. Jeg har fået skrevet et par stikord til hver kapitels handling, men de er ikke just overskrifter. Samtidig er jeg blevet opmærksom på, at et par kapitler er ret lange for en børnebog. Om de kan deles op, er dog i skrivende stund tvivlsomt. Hvert kapitel udgør nemlig en dag i historien.

Pause

Min plan om at kunne håndtere redigeringen af Sønæserne og få læst op på noget faglitteratur på en gang har vist sig at være for ambitiøs. Der er opstået nogle forhold på mit arbejde og i mit privatliv, som bevirker, at jeg har mindre overskud i min fritid for tiden. Det betyder, at jeg når mindre, end jeg kunne ønske mig.

Jeg havde en forventning om, at jeg ville have læst den første fagbog færdig på nuværende tidspunkt. Og at jeg ville være godt i gang med nummer to. Jeg er ca. 2/3 igennem den første bog, så jeg må siges at være langt fra målet. Derudover opdagede jeg for nogle uger siden, at der var en fagbog, der havde gemt sig. Jeg har altså fire fagbøger, som jeg helst skal have læst inden udgangen af august.

Jeg har derfor besluttet at sætte redigeringen af Sønæserne på pause i en periode. Jeg vil i stedet fokusere på at blive klar til at skrive afgangsprojekt på diplomuddannelsen til efteråret. Hvis altså jeg får grønt lys fra min chef til at tage afgangsmodulet i år.

Inspiration fra børnebøger

Udover faglitteratur vil jeg også kaste mig over nogle børnebøger i den kommende tid. Jeg håber at kunne finde inspiration til, hvordan jeg kan variere mit sprog i Sønæserne. Det er trods alt ikke den første børnebog, hvor nogen er på tur, så jeg vil se, hvordan andre forfattere har grebet det an. Jeg har flere børnebøger på hylden om både Peter Plys, Troldepus og Vinden i Piletræerne. Jeg behøver derfor ikke lægge vejen forbi biblioteket det første halve års tid.

Som det ser ud nu, forventer jeg ikke at genoptage redigeringen af Sønæserne i år.