Det er gået utroligt stærkt den seneste måned, hvor jeg har været i kontakt med Forlaget Mellemgaard på ugentlig basis. Udgivelsesdatoen for Koldnæserne II er nu fastsat, og det bliver den 20. april 2023. Bogen er kommet på forlagets hjemmeside, hvor den kan forudbestilles. Som fysisk bog koster den 149,95 kr. og som e-bog 119 kr. Se mere her: https://mellemgaard.dk/shop/93-skoenlitteratur—boern-og-unge/3623-koldnaeserne-ii/.

Jeg har oplevet, at mange læsere af Koldnæserne har været nysgerrige efter at høre mere om væsnet, der puslede rundt i skoven. Hvem var det? Hvad ville det? På daværende tidspunkt havde jeg ikke selv det endelige svar, så jeg måtte lægge hovedet i blød. Efter noget tid præsenterede væsnet sig for mig, hvorefter plottet til historien hurtigt faldt på plads. Undervejs har jeg haft Koldnæserne til at ligge ved siden af mig for at sikre mig, at de to historier hænger sammen, og at karakterer ikke pludseligt har skiftet navn.

Fun facts om Koldnæserne II

Kort tid efter, at Koldnæserne kom på gaden, snakkede jeg med en læser, som havde nogle ønsker til fremtidige historier om koldnæserne. Han ville gerne høre mere om deres flyveture i luftballon og deres spisevaner. Disse ønsker har jeg haft i baghovedet og delvist indfriet i Koldnæserne II.

Der dukker en del nye karakterer op i Koldnæserne II, og jeg oplevede, at jeg blev ved med at vende tilbage til de samme navne. I Koldnæserne har jeg brugt navnene på et vennepars børn, og de syntes ifølge deres forældre, at det var ret sejt, at karaktererne var opkaldt efter dem. I Koldnæserne II havde jeg allerede brugt navnene på et andet vennepars børn. Hvorfor ikke fortsætte stimen for, hvem er bedre til at finde på navne end forældre? Først valgte jeg navnet på nogle familiemedlemmers nabosøn. Dernæst plukkede jeg børns navne i min nærmeste omgangskreds. Jeg har planer om at fortsætte denne tilgang i mine fremtidige børnebøger.

Jeg glæder mig meget, til bogen kommer på gaden og til at høre, hvad mine læsere synes om den.