Hvem er jeg?
Jeg blev født i 1977 og har boet forskellige steder i Jylland. Siden 2008 har jeg boet i Nørresundby sammen med min mand.
Jeg er oprindelig uddannet bachelor i erhvervssprog (engelsk og tysk) fra Syddansk Universitet. Sprog har altid interesseret mig. Som barn havde jeg et mål om at samle nogle gloser op, når jeg var på ferie med mine forældre i udlandet.
Jeg begyndte at skrive i 2009 og havde dengang kun planer om at skrive bogen om mine personlige erfaringer med mobning. Mens jeg skrev, opstod ideen til den første roman imidlertid. Siden da har ideerne stået i kø, og jeg har i skrivende stund flere skitser og halvfærdige manuskripter til at ligge.
Til dagligt arbejder jeg som fuldmægtig ved Vurderingsstyrelsen på fuldtid. Sideløbende med mit arbejde er jeg i gang med at tage en diplomuddannelse i offentlig forvaltning og administration.
Når jeg ikke arbejder, studerer eller skriver, nyder jeg at læse bøger og være fysisk aktiv. Jeg er altid på jagt efter den fagbog eller roman, som jeg ikke vidste, at jeg manglede. For mig er afslapning lig med at sidde i en god stol med en bog i hænderne. Bøger af Michael Crichton og Stephen King fylder en del på min bogreol. Jeg har desuden en forkærlighed for lange gåture i naturen, hvor jeg har ro omkring mig og kan samle tankerne. Og måske ligefrem brygge videre på ideen til den næste bog.
Sådan skriver jeg
Ideerne til mine historier udspringer fra mange forskellige steder. En historie startede med en drøm, som jeg ikke kunne slippe. En anden tager udgangspunkt i en oplevelse på et tidligere job. Avisartikler, dokumentarprogrammer, udflugter og samtaler med venner og familie kan også skabe grobund for en ny historie.
Normalt er jeg meget struktureret i alt, hvad jeg gør. Det gælder bare ikke, når jeg skriver. Jeg kan sagtens have gang i flere manuskripter på en gang og springer ofte mellem kapitlerne. Det er sjældent, at jeg starter med at skrive indledningen og arbejder mig kronologisk frem mod slutningen. Jeg lader fantasien få frit løb og skriver på den del af en historie, som jeg lige føler for. Sprog og grammatik fylder ikke meget i denne fase. Slåfejl retter jeg med det samme, men kan jeg ikke finde det rigtige ord, skriver jeg noget andet, så jeg ikke bliver bremset i mit flow.
Jeg tager med jævne mellemrum Stephen Kings Om at skrive ned fra bogreolen for at få repeteret de gode tips til skrive- og redigeringsfasen. Første udkast til en historie får altid lov at ligge i mindst 6 uger, før jeg går i gang med redigeringen. På den måde kan jeg se historien med friske øjne. Når min mavefornemmelse siger mig, at en historie er færdig, sender jeg manuskriptet ind til mit forlag.
At skrive er blevet en stor del af mig. Jeg bliver rastløs og sover dårligt, hvis der går for længe mellem, at jeg har tid til at sætte mig til tasterne. Om dagen kan jeg ikke sætte mig ned for at slappe af. Om natten afløser den ene drøm den anden. Det stopper først, når jeg har brugt nogle timer på at skrive.